| |
Vigelsø
Indtil
1873 var Viggelsø på 66 ha. Dengang var der et stort lavvandet område
syd for øen. Her lå øerne Store og Lille Ægholm. Ved at forbinde
Vigelsø og disse småøer med diger blev der indvundet og afvandet 66 ha
fjordbund. I de første år blev området brugt til græsning for heste, får
og kreaturer. Med tiden blev teknikken for afvanding mere effektiv.
Efter 1968 blev næsten hele øen dyrket med korn og andre afgrøder, i alt
120 ha.
Øen er nu på 132 ha og
er ejet af staten. Halvdelen af Vigelsø er inddæmmet fjordbund og den
anden halvdel gammel morænejord. Med støtte fra Danmarks
Naturfredningsforening købte staten i 1990 Vigelsø for at lave
naturgenopretning til gavn for fugle og publikum. På nordøen er der
plantet skov, og du kan vandre frit rundt eller følge den afmærkede 2,3
km lange tur. Sydøen vil med tiden blive en strandeng med lavvandede
søer og græssende kreaturer - her er adgangsforbud af hensyn til
fuglene. Fuglelivet kan følges fra et fugletårn.
Grupper kan besøge øen, benytte Svanen og eventuelt låne en lejrplads
efter henvendelse til Fyns Statsskovdistrikt, tlf. 62651777.
Man kan selv sejle til øen i kano eller kajak - i så fald lægges til ved
fortøjningspælene på molen eller vest for den primitive lejrplads.
Lejrpladsen findes på Nordøen og kan benyttes af privatpersoner uden
ansøgning.
En vandretursfolder om Vigelsø fås hos Fyns Statsskovdistrikt eller i
fodermesterhuset på øen, hvor der også er en udstilling om øens historie
og natur.
Odense Fjord Naturskole - Vigelsø er tilgængelig for alle, der ønsker
undervisning om natur- og miljøforhold. Naturskolen drives fælles af
Munkebo, Odense og Otterup kommuner.
Ønsker om ophold rettes
til Odense Skole-forvaltning tlf. 66148814 lokal 5130. |
|